Da jeg startede hos Y-connection i 2016, var jeg nyuddannet fra UCN og klar på at få erhvervserfaring. Jeg blev tilbudt min første fuldtidsstilling som grafisk designer – oprindeligt som et lønnet praktikophold i Shanghai. Visumregler betød dog, at jeg først arbejdede fire måneder på hovedkontoret i Viborg, inden jeg i marts 2017 rejste til Shanghai.
I Kina arbejdede jeg tæt sammen med virksomhedens kinesiske grafiske designer med fokus på at styrke samarbejdet og sikre bedre processer inden for artwork og emballagedesign. Trods sproglige udfordringer opbyggede vi hurtigt et stærkt og tillidsfuldt samarbejde.
Opholdet gav mig både faglig selvtillid og motivation, og senere samme år vendte jeg tilbage til Shanghai endnu en gang for at fortsætte arbejdet. Derudover har jeg været på flere rejser for Y-connection med fokus på samarbejde, leverandørbesøg og kvalitetssikring af emballageproduktion.
I slutningen af 2019 rejste jeg sammen med mine kollegaer til Kina, hvor jeg deltog i Cantonmessen i Guangzhou. Herefter gik turen videre til Hongkong for at deltage i en bæredygtighedsmesse, inden rejsen blev afsluttet i Shanghai med møder og samarbejde med de kinesiske kollegaer. Rejsen gav værdifuld indsigt i både marked, bæredygtighed og internationalt samarbejde.


