Da jeg startede i Y-connection i 2016, var jeg nyuddannet fra UCN og var ”sulten” efter at få noget erhvervserfaring. Jeg blev tilbudt min første fuldtidsstilling som grafisk designer. Der var bare det “men”, at jobbet var i Shanghai. Det var tiltænkt at skulle være et lønnet praktikforløb og det skulle vare et år, hvor jeg skulle bo, leve og arbejde i Shanghai, hvor arbejdet var på det kinesiske kontor – Shanghai Yuzhuo Lighting.
Planerne blev imidlertid ændret, da jeg ikke kunne få kinesisk visum i mere end to måneder. I stedet startede jeg på Y-connections hovedkontor i Viborg i fire måneder og derefter rejste jeg til Shanghai i marts 2017.
Min primære opgave i Kina var at arbejde sammen med firmaets kinesiske grafiske designer og derved opbygge et tættere samarbejde med de kinesiske kollegaer. De er nogle af de mest venlige og generøse personer, jeg nogensinde har mødt og vi opbyggede med det samme et tillidsfuldt samarbejde.
Indenfor kort tid lykkedes mig at opbygge et godt samarbejde med den kinesiske grafiske designer. Hans engelske sprog var på et lavt niveau, men hans grafiske evner var høje, og vi fandt hurtigt ud af, hvordan vi sammen kunne finde ud af det.
Mine to måneder på det kinesiske kontor blev brugt på at kommunikere med de kinesiske kollegaer på en måde, som var en fordel for os alle og ligeledes sikrede den fremtidige proces indenfor artwork og emballagedesign.
Efter mine to spændende måneder i Shanghai, lod jeg hjemturen gå over Australien, hvor jeg tog noget ferie, og vendte derefter tilbage til Danmark med fornyet energi og visioner for mit job som nyuddannet grafisk designer i Y-connection.
Mine to spændende måneder i Shanghai gav mig blod på tanden og selvtillid, og pludselig føltes jobbet ikke længere nyt og anderledes – Det føltes fantastisk.
I november 2017 fik jeg muligheden for at rejse til Shanghai igen og det var ikke svært at sige ja. Jeg fortsatte mit samarbejde med de kinesiske kollegaer og denne gang blev jeg i Shanghai i en måned.
Siden da har jeg rejst endnu en måned på forskellige rejser med Y-connection kasketten på. Alt sammen med det formål at forbedre samarbejdet og processerne.
På alle mine rejser har jeg haft mange forskellige oplevelser. Jeg har besøgt fabrikker og leverandører for at sikre, at emballageproduktionen forblev strømlinet. Derudover har jeg arbejdet med leverandører for at sikre, at de krav vi stillede til Pantone- eller CMYK-farverne også var dem, der blev præsenteret på emballagen.
Alle mine rejser har været spændende. Jeg er vild med at møde nye mennesker og kulturer. Jeg har overalt mødt søde og imødekommende mennesker. Jeg har også lært, at der ofte skal god kommunikation og samarbejde til, for at vi sammen kommer i mål. En udfordring jeg ikke har været bange for at tage og en udfordring jeg også altid har villet kæmpe for at skulle lykkes.